Tags
december, ginger bread, julepynt, juletræ, juletræspynt, saldej, trylledej, udstiksforme, vinter
Sidste år til jul lavede jeg masser af små saltdejsfigurer til ophæng på juletræet. Vi havde ikke rigtigt noget julepynt til træet, da det var første år,at vi skulle holde jul, sådan rigtigt. Jeg synes at hjemmelavet pynt har mere sjæl end det man køber, og med den klassiske “ginger bread man” i tankerne endte jeg med dette resultat. Kulør og saltdej kan godt blive et hit!
Det skal du bruge:
- 2 kopper varmt vand
- 1½ kop salt
- 4 kopper mel
- 3 spsk kulør
- Desuden:
- Udstiksforme
- Trægrillspyd
- Nål og tråd
- Hvid Molotow pen
Rør salt, vand og kulør sammen og tilsæt melet lidt efter lidt. Dejen æltes til en glat, smidig og fast dej. Herefter rulles dejen ud til en tykkelse på ca.2 mm. Her kan det anbefales at rulle dejen ud på enten et stykke bagepapir eller folie, så dejen ikke sidder fast i bordet. Når dejen er rullet ud tager du dine udstiksforme og former dejen som du vil have den. Du vil højst sandsynligt komme til at rulle dejen ud et par gange, for at der ikke går noget til spilde.
Placer dine figurer på et stykke bagepapir og prik et hul i toppen af dem med et grillspyd. Bagepladen sættes i ovnen straks. Pladen sættes ind i en kold ovn og den tændes på 100 grader. Figurerne bages ved denne temperatur i 2 timer. Herefter øges temperaturen til 125 grader og figurerne bages yderligere 1-1½ time.
Når figurerne er kølet af, males de og der sættes tråd i toppen.